Kirsebærtakvingen på latin Nymphalis polychloros er en sommerfugl af Takvingefamilien, som er vidt udbredt i Syd- og Mellemeuropa. Den er også velkendt i Nordafrika gennem Lilleasien og Rusland helt til Himalaya. Man møder især Kirsebærtakvingen i juli og i august. Her trives den bedst i skove og krat med små lysninger. Her kan den tære på værtsplanter som Elm, Pil, Bævreasp og Fuglekirsebær. Sommerfuglen kan ses helt op i 1.500 meter over havets overflade.
Forekomst i Danmark
Arten er særdeles sjælden i Danmark i dag. Men omkring 1940 var der så mange, at de dengang ansås som skadedyr i villahaver. Siden 1987 er sommerfuglen kun set på Bornholm, hvor den dog også forsvandt i midten af 1990’erne. Det kan hænge sammen den dengang og sammenfaldende udbredte elmesyge og ikke mindst brugen af sprøjtemidler i frugthaver.
Livscyklus
Efter to til tre uger klækkes ægget omkring maj, lige når træer og buske får friske blade. Efter en måned kan larven forpuppe sig. Larven er mørksort og har fine, hvide prikker strøet om sig. Den har orange ryglinjer og mørkorange sidelinjer, samt en masse orangebrune torne. De lever sammen i et fælles spind. Efter to til tre uger klækkes puppen for at lade den voksne sommerfugl komme frem. Puppen er brun hængepuppe, der er fæstnet til foderplanten. Kirsebærtakvingen har en – og kun en – enkelt generation årligt. Det er den voksne sommerfugl, som overvintrer. Her søger den som oftest tilflugt i hule træer eller i brændestabler.
Kirsebærtakvinge – Udseende
Kirsebærtakvingen er en ret stor sommerfugl af sin art med et vingefang på helt op til 7 cm. Den ligner i første omgang den særdeles kendte Nældens Takvinge. Men den kan kendes på de fire sorte pletter på forvingen. Dernæst så vil den i forhold til Nældens Takvinge mangle de blå pletter langs forvingesømmen. Herudover er kirsebærtakvingen ret meget større end Nældens Takvinge.
Fakta om: Kirsebærtakvinge
Familie: Nymphalidae (Takvingefamilien)
Slægt: Nymphalis
Ar: N. polychloros